Mine mærkesager
Jeg vil arbejder benhårdt for:
- vi holder hånden under familiernes økonomi, så alle kommer trygt igennem krisen
- sikre fri og lige adgang til sundhed i hele Danmark. Ventetiderne er alt for lange. Vi skal have mindre bøvl og bureaukrati, så omsorgspersonale får mere tid til patienter og ældre
- styrke dansk erhvervsliv, landbrug og fiskeri. Vi skal bevare og skabe arbejdspladser i hele Midt- og Vestjylland. Og så skal vi have uddannelsespladser i hele området.
- sikre tryghed i nattelivet og i nabolagene og styrke dansk politi
- sørge for, at vi får et tidssvarende og stærkt forsvar. Nu skal vi i gang med at tilføre flere midler til forsvaret, så vi kan passe på Danmark
- det skal kunne betale sig at arbejde.
Vi skal huske Sundhedsvæsenet i hele Danmark
Læserbrev: Der er ingen tvivl om, at det danske sundhedsvæsen trænger til
at få tilført flere penge fremover. Lange ventelister betyder, at folk kan
vente månedsvis på en operation for eksempelvis at få nye hofter eller en
knæoperation. Det kan simpelthen ikke rimeligt i et land med verdens højeste
skatter.
Men vi må også erkende, at flere års bøvl og bureaukrati, udsultning af
personalet og en corona-krise oveni har skabt en ekstraordinær situation.
Derfor er der behov for her og nu akut hjælp, som kan rette op på
sundhedsvæsenet i de kommende år. I min verden skal det naturligvis ske uden at
forringe patientrettigheder og forlænge ventelister.
Men det er ikke kun et generelt opretningsarbejde, som der er behov for.
Der er også behov for at se på balancen i hele landet. For mens man lige nu
oplever, at hospitalerne er pressede, og personalet flygter, så har der længe
været en affolkning af læger herude, hvor jeg kommer fra. Og samtidig er der
også en følelse af, at sundhedsvæsenet er rykket længere væk. Sandheden er da
også den, at mens der er 10-15 minutter til de nærmeste hospitaler i
hovedstadsområdet, så kan der godt være 100 kilometer ude i de mere
tyndtbefolkede områder.
Derfor havde det også været en katastrofe, hvis vi havde nedlagt regionerne
og ladet det være op til regneark i staten, hvor mange lægebiler eller
sengepladser, der skal være i hele landet. Der skal være ordentlig lægedækning
i hele landet, og vi skal gøre mere brug af digitale løsninger, så
sundhedsvæsenet også kan komme helt hjem i stuen. Vi skal tilføre flere midler,
så vi holder på de dygtige medarbejdere, og så skal vi gøre mere brug af de
private tilbud, der hvor det giver mening - det er nemlig den rette måde at
bekæmpe lange ventelister.
Et stærkt sundhedsvæsen, som dækker hele landet, er en af forudsætningerne
for danskernes tryghed i hverdagen. For det er rart være i forvisning om, at
hvis ens lille barn får noget galt i halsen, eller uheldet er ude på
landevejen, så er hjælpen fremme tids nok til, at man slipper med en
forskrækkelse frem for en tragedie.
Det er egentlig meget simpelt. Vi betaler en skyhøj skat og får ikke skyhøj
kvalitet i sundhedsvæsenet. Vi skal have et Danmark i balance, når det kommer
til adgang til sundhedsydelser og akut hjælp, når uheldet er ude, og så skal vi
bekæmpe ventelister og ikke privathospitaler.
Læserbrev: Der er ingen tvivl om, at det danske sundhedsvæsen trænger til at få tilført flere penge fremover. Lange ventelister betyder, at folk kan vente månedsvis på en operation for eksempelvis at få nye hofter eller en knæoperation. Det kan simpelthen ikke rimeligt i et land med verdens højeste skatter.
Men vi må også erkende, at flere års bøvl og bureaukrati, udsultning af personalet og en corona-krise oveni har skabt en ekstraordinær situation. Derfor er der behov for her og nu akut hjælp, som kan rette op på sundhedsvæsenet i de kommende år. I min verden skal det naturligvis ske uden at forringe patientrettigheder og forlænge ventelister.
Men det er ikke kun et generelt opretningsarbejde, som der er behov for. Der er også behov for at se på balancen i hele landet. For mens man lige nu oplever, at hospitalerne er pressede, og personalet flygter, så har der længe været en affolkning af læger herude, hvor jeg kommer fra. Og samtidig er der også en følelse af, at sundhedsvæsenet er rykket længere væk. Sandheden er da også den, at mens der er 10-15 minutter til de nærmeste hospitaler i hovedstadsområdet, så kan der godt være 100 kilometer ude i de mere tyndtbefolkede områder.
Derfor havde det også været en katastrofe, hvis vi havde nedlagt regionerne og ladet det være op til regneark i staten, hvor mange lægebiler eller sengepladser, der skal være i hele landet. Der skal være ordentlig lægedækning i hele landet, og vi skal gøre mere brug af digitale løsninger, så sundhedsvæsenet også kan komme helt hjem i stuen. Vi skal tilføre flere midler, så vi holder på de dygtige medarbejdere, og så skal vi gøre mere brug af de private tilbud, der hvor det giver mening - det er nemlig den rette måde at bekæmpe lange ventelister.
Et stærkt sundhedsvæsen, som dækker hele landet, er en af forudsætningerne for danskernes tryghed i hverdagen. For det er rart være i forvisning om, at hvis ens lille barn får noget galt i halsen, eller uheldet er ude på landevejen, så er hjælpen fremme tids nok til, at man slipper med en forskrækkelse frem for en tragedie.
Det er egentlig meget simpelt. Vi betaler en skyhøj skat og får ikke skyhøj kvalitet i sundhedsvæsenet. Vi skal have et Danmark i balance, når det kommer til adgang til sundhedsydelser og akut hjælp, når uheldet er ude, og så skal vi bekæmpe ventelister og ikke privathospitaler.
Stop dyremishandling i naturnationalparker
Læserbrev: Jeg mister helt humøret, når jeg ser billederne af radmagre og syge dyr, som er blevet indhegnet i en statsejet naturnationalpark. Det kan godt være, at ideen om at lade naturen passe sig selv for at styrke biodiversiteten og opretholde økosystemer som udgangspunkt er ædel. Men man skal altså være blind på begge øjne, hvis ikke man kan se, at den plan risikerer at spille fallit.
For det viser sig jo nu, at den såkaldte rewilding har fatale konsekvenser for både naturen og dyrene. Ja, man kan faktisk gå så langt som til at sige, at det er direkte dyremishandling at hegne skov og natur ind og overlade dyrene til sig selv på et lille område, hvor der ikke er føde nok. Derfor forstår jeg simpelthen ikke, at der ikke bliver sat en stopper for det eksperiment med det samme.
Når dyrlæger siger, at dyrenes forhold i naturnationalparker er på groveste kant med dyrevelfærdsloven, skal alarmklokkerne ringe. Det siger sig selv, at dyrene ikke kan leve af det, de selv finder i naturen i et stærkt afgrænset område. Slet ikke om vinteren, hvor små søer risikerer at fryse til is, og græsset ikke gror. Tilskudsfodring er derfor nødvendigt for dyrenes overlevelse. Hvis en landmand udsatte sine dyr for samme behandling, som staten byder dyrene i naturnationalparker, så ville hammeren med rette falde i form af bøder og forbud.
Det er jo ikke fordi, at vi ikke skal passe på vores natur. Selv er jeg storforbruger af den. Men hvorfor skal det gå ud over dyrene? Vi redder hverken naturen eller biodiversiteten ved at hegne natur- og skovområder ind og overlade sagesløse dyr til sig selv uden mad nok. Der skal føres tilsyn med dyrene i naturnationalparker på samme måde, som der føres tilsyn med dyr uden for naturnationalparker.
Når landmanden indhegner sine dyr, så gælder dyrevelfærdsloven. Og de samme regler skal være gældende, når det er staten, som gør det. Alt andet er ulogisk og synd for dyrene.
Læserbrev: Jeg mister helt humøret, når jeg ser billederne af radmagre og syge dyr, som er blevet indhegnet i en statsejet naturnationalpark. Det kan godt være, at ideen om at lade naturen passe sig selv for at styrke biodiversiteten og opretholde økosystemer som udgangspunkt er ædel. Men man skal altså være blind på begge øjne, hvis ikke man kan se, at den plan risikerer at spille fallit.
For det viser sig jo nu, at den såkaldte rewilding har fatale konsekvenser for både naturen og dyrene. Ja, man kan faktisk gå så langt som til at sige, at det er direkte dyremishandling at hegne skov og natur ind og overlade dyrene til sig selv på et lille område, hvor der ikke er føde nok. Derfor forstår jeg simpelthen ikke, at der ikke bliver sat en stopper for det eksperiment med det samme.
Når dyrlæger siger, at dyrenes forhold i naturnationalparker er på groveste kant med dyrevelfærdsloven, skal alarmklokkerne ringe. Det siger sig selv, at dyrene ikke kan leve af det, de selv finder i naturen i et stærkt afgrænset område. Slet ikke om vinteren, hvor små søer risikerer at fryse til is, og græsset ikke gror. Tilskudsfodring er derfor nødvendigt for dyrenes overlevelse. Hvis en landmand udsatte sine dyr for samme behandling, som staten byder dyrene i naturnationalparker, så ville hammeren med rette falde i form af bøder og forbud.
Det er jo ikke fordi, at vi ikke skal passe på vores natur. Selv er jeg storforbruger af den. Men hvorfor skal det gå ud over dyrene? Vi redder hverken naturen eller biodiversiteten ved at hegne natur- og skovområder ind og overlade sagesløse dyr til sig selv uden mad nok. Der skal føres tilsyn med dyrene i naturnationalparker på samme måde, som der føres tilsyn med dyr uden for naturnationalparker.
Når landmanden indhegner sine dyr, så gælder dyrevelfærdsloven. Og de samme regler skal være gældende, når det er staten, som gør det. Alt andet er ulogisk og synd for dyrene.
TUDETOSSET BENSPÆND I LANDBRUGET VIL KOSTE DANMARK DYRT
Læserbrev i Folkebladet Lemvig: Jeg bliver trist, når vi gang på gang skal høre fra venstrefløjen, at dansk landbrug er en kulsort sektor, og hvis vi blot beskatter den ekstra hårdt, så bliver alt på magisk vis meget bedre. På trods af, at dansk landbrug allerede betaler store summer i CO2-afgifter på lige fod med andre sektorer. For sagen er den, at selvom vi ikke kommer uden om, at landbruget skal bidrage til den grønne omstilling, så er den udvikling jo allerede i fuld gang.
Både landmanden og den industri, der følger med – herunder slagterierne og fødevareproducenterne – arbejder benhårdt for at gøre både produktionen mere effektiv og samtidig nedbringe de negative konsekvenser for klimaet. Eksempelvis ved at ændre sammensætningen af foder til dyrene, så de udleder mindre metan. Og ved hjælp af ny teknologi og nye grønne produktionsmetoder både i staldene og på slagterierne.
Danske landmænd producerer fødevarer til 15 millioner mennesker, som vi eksporterer til hele verden. Det styrker dansk økonomi. Vi bør være stolte af vores landmænd. Samtidig sikrer landbruget og følgeerhvervene 125.000 danske arbejdspladser. I landdistrikterne er det mange steder hver tiende beskæftigede, som arbejder i sektoren. Man skal altså ikke være professor i økonomi for at regne ud, at ringere rammevilkår i et i forvejen presset erhverv vil koste dyrt herude, hvor der er lidt længere mellem byerne.
Det er bare ikke det indtryk, man får, når man hører de røde partier kappes om at kunne pålægge landmændene flest mulige skatter. Her forsøger man at bilde folk ind, at hvis blot Jens Hansen drejer nøglen om på bondegården, så redder vi klimaet. Forstå mig ret. Jeg mener selvfølgelig også, at vi skal stille krav og have ambitiøse målsætninger for at imødegå klimaforandringerne. Men her er landbruget en del af løsningen. Ikke problemet.
For danske landmænd har allerede sat ambitiøse klimamål og kan måle sig med de bedste lande i verden, når det kommer til at producere klimavenlige fødevarer. Hvis vi skubber produktionen ud af Danmark, jamen så risikerer vi blot, at lande som eksempelvis Brasilien skruer op for produktionen. Det kan sikkert føles godt i maven på røde politikere, men det hjælper altså ikke klimaet.
Ønsket fra venstrefløjen er, at vi skal omstille dansk landbrug, så vi stort set udelukkende producerer planter. Og ganske rigtigt vil planteproduktion belaste det danske klimaregnskab mindre. Problemet er bare, at det ikke sænker den globale CO2-regning eller ændrer på, hvad folk lægger i indkøbskurven.
Klimaet kender vel at mærke ingen grænser. Derfor hjælper det ikke noget at lukke store dele af dansk landbrug. For vi skubber blot fødevareproduktionen til andre lande, hvor klimabelastningen med stor sandsynlighed er langt større.
Så ærligt talt. Medmindre venstrefløjen vil forbyde danskerne at spise kød, så vil deres tudetossede krav om en høj CO2-afgift være et dyrt og ødelæggende benspænd for dansk landbrug. For løfter vi blikket fra regnearkene og ser ud i virkeligheden, så står det soleklart, at det vil koste tusindvis af arbejdspladser og være ødelæggende i landdistrikter og byer, hvor fødevareerhvervet forsørger mange familier.